Væren går forud for kultur

Tim Pallis

Det er ikke nødvendigt at være buddhist! At være buddhist vil sige at se sig selv udefra med en fortænkt identitet. Det er at objektivere den fryd det er at være og leve dharmaen. Dette er en refleksion, en unødvendig fordobling af vores livssituation.

Det er egentlig talt ikke særlig buddhistisk at være noget som helst, heller ikke buddhist, for det er ikke buddhistisk at tage sig selv som genstand eller give sig selv en tænkt identitet. Ord som buddhist og buddhisme er vesterlandske ord, som betegner en begrebsliggørelse af dharmaen, som er en helt basal erfaring af at være et levende væsen.

Vesterlændinge er først lige blevet ”rigtige” buddhister, dvs. de er først for nylig begyndt at praktisere dharmaen. De har altid været den, for de er levende væsner, men de har ikke vidst det før nu, og det er de blevet så begejstrede for, at de må efterligne de kulturer, som bevidst har levet og praktiseret dharmaen i mange århundreder.

Derfor kopierer vesterlændinge i disse år tibetanske og japanske former og måder, og det er det Karsten Borg Hansen lidt uretfærdigt kalder en latterlig og romantisk dyrkelse af de "klare" og "rene" tibetanske lærere.

Dyrkelse og tilbedelse af Jesus er en del af vores egen kultur, og Maria-dyrkelse og helgen-tilbedelse ligger ikke mange hundrede år borte. Jeg tror vi skal være forsigtige med at kalde kristen hengivelse, tro eller en helgen for latterlig og romantisk. Så mister vi blot pointen om en anden vej ind i det evige nu end den vi selv har smag for.

Amitabha buddha, som er det grænseløse lys, har lovet at ”frelse” og tilgive alle, og det er en meget væsentlig side ved tibetansk buddhisme. Desuden er dharmaen i Tibet en stærk guru-yana, dvs. mesteren eller den realiserede lama er af afgørende betydning for den søgendes vej og praksis.

Der er dyb hengivelse og taknemlighed til ham, og det er en ubetinget given bort af sig selv. Det er ikke mig, der føler glæde og smerte, men min mester! I de indiske religioner kaldes det bhakti, at vie sig til eller at give sit liv hen og det er den mest almindelige religiøse praksis i de fleste verdensreligioner.

Kristendommen er ligesom amitabha buddhismen og bhakti vedanta en kærlighedens yoga eller hengivelsens vej, hvor man åbner sig for at kunne modtage enten nåden eller det japanerne kalder tariki, en særlig kraft eller hjælp udefra. Der er følelser og tro på en ydre magt og hjælp i denne praksis.

De vestlige ”tibetanere” med deres kristne baggrund er ikke fremmede for denne måde at praktisere på, for de har mange gange hørt vore egne præster takke gud for hans ubetingede kærlighed og tilgivelse. Det er det samme der foregår i tibetansk buddhisme.

Det nye og det, som kan føles lidt akavet, er, at det ikke kun er præsten, som må udtrykke denne hengivenhed verbalt og offentligt. Enhver, der dyrker dharmaen, må selv praktisere liturgien, knæfaldene, meditationen og bønnen til mesteren, som er en levende buddha.

Han hjælper én som en jordemoder med at føde Amitabha buddha, som i virkeligheden er intet mindre end ens eget evige liv og lys. Tibetanernes dyrkelse af mesteren svarer helt til vor dyrkelse af mesteren Jesus. Den eneste forskel er, at mester Jesus som en ydre guru døde for 2000 år siden, og at vi ikke har lov til at tro, at der har været og er andre mestre.

Derfor er den levende tradition forsvundet i kristendommen, og derfor ser vi mod øst til andre traditioner, som endnu har levende mestre at hengive sig til. At hengive sig til en ydre guru eller mester er naturligvis blot en hjælp til at finde den ”indre” guru, det evige nu og det klare lys levende fred.

Jeg kan godt forstå, at Karsten Borg Hansen føler sig mere tiltrukket af zen buddhismen, men ikke vil påduttes identiteten at være ”zen buddhist”. Zen er nemlig tilsyneladende en helt anden vej end den tibetanske buddhismes dyrkelse af ”en ydre kraft”.

På japansk kaldes zen buddhismens vej jiriki ”af egen kraft” eller ”ved egen hjælp” i stedet for amitabha buddhismens tariki ”en ydre kraft”. Zen skolens tilhængere er derfor ikke så umiddelbart hengivne og fordringsløse.

De er derimod mere kritiske, intellektuelle, spørgende, og i stedet for troen har de den dybe tvivl og det eksistentielle dilemma. De er heller ikke så venlige, kærlige og åbne, men mere introverte, radikale, selvironiske og blokerede. Det er filosoffernes og psykologernes vej.

I stedet for at åbne sig i hengivenhed og være modtagelige for livets miskundhed og mesterens kærlighed arbejder de sig ind i en blindgyde i håb om et gennembrud, som på forhånd er dømt til at slå fejl. Derfor siges det, at der hvor jiriki ophører, der begynder tariki.

Når den, der praktiserer zen, endelig opgiver sit vanvittige forehavende, kommer Amitabha til hjælp, og han erkender buddhanaturen, som er hans egen og alle tings egentlige natur. Og dét er det samme, som dét amitabha buddhismen kalder universets kærlighed eller det evige lys. Han har med andre ord fundet det ”evige liv”, som er Amitayus buddha.

Der findes et billede af den kinesiske maler Liang Kai (1300 årh.), som viser zen skolens 6. patriark Hui-neng (638-713) rivende en buddhistisk tekst i stykker. Denne handling er der ikke belæg for i Hui-neng’s biografi, men det er rigtigt, at zen skolen traditionelt er forbundet med følgende lille digt:

En særlig videre førelse

Uden for teksterne,

Ikke afhængig af ord

Eller begreber,

Den direkte pegen

På vores naturlige bevidsthed,

At se sin egentlige natur

Og blive buddha.

Det siges at Hui-neng var analfabet, men at han, som billedet viser, rasende skulle have revet en tekst i stykker, må nok opfattes som Liang Kai’s kunstneriske frihed og fortolkning. Der lægges i zen megen vægt på den verbale dialog mellem eleven og mesteren, men også den direkte levende sansekontakt med alle ting.

Zen er filosofisk spørgende, men ikke akademisk intellektuel, til trods for at zen litteraturen ironisk nok fylder forholdsmæssig megen plads op i Taisho Issakyo eller den moderne kinesisk-japanske udgave af buddhismens samlede skrifter. Der er for så vidt ingen grund til at finde på noget andet eller noget nyt, Men vi bliver nødt til at finde vores rene væren og grænseløse natur.

Grunden til, at Jean-Paul Sartre (1905-1980) følte kvalme, er set fra en utvetydig synsvinkel, at han adskilte mellem to former for væren, som han kaldte ”en soi” og ”pour soi”. Det første er ”blot at være det man er”, det andet er ”at forholde sig til det man er”. Denne refleksive splittelse mellem ”væren i sig” og ”væren for sig” er en typisk logisk og intellektuel misforståelse, som det gør ondt at leve med.

Det var Rene Descartes (1596-1650), som grundmurede denne dualisme i vestlig filosofi og kaldte den ene del for ”res extensa” (den udstrakte substans) og den anden ”res cogitans” (den tænkende substans). En sådan opsplitning af livets helhed i en ”ydre” materiel verden og en ”indre” sjælelig verden giver naturligvis kvalme.

I buddhismen kaldes den dukkha eller lidelse. Denne smerte overvindes først, når vi kender Buddhanaturen, som er vor oprindelige helhed og egentlige natur.

Dette eksistentielle træk ved buddhismen er, som Karsten Borg Hansen siger, helt moderne og noget universelt. Hvis det ikke gælder for alle mennesker, uanset den kultur de er opvokset i, har det slet ingen interesse.

Det er sandt for fru Jensen på Nørrebro og hr. Nakamura i Kyoto. Men selv om væren går forud for kulturen, og skønt alle levende væsner har buddhanaturen til fælles, har traditioner en vældig magt, som vi ikke uden videre kan se bort fra.

Vi har alle meget at lære fra andre kulturer. Jeg tror ikke, at den kristne måde at tale om og forklare livets mysterium tilfredsstiller alle i vor kulturkreds. Buddhismen siger tingene på en anden måde, og så er der jo flere forskellige nuancer i buddhismen, alt eftersom man har smag eller temperament for tibetansk buddhisme eller zen eller en de andre former for buddhisme.

Det ”kulturelle røgslør”, som kommer fra øst, må vi opfatte som en enestående lejlighed til for en tid at blæse vort eget ”kulturelle røgslør” væk, således at vi kan blive konfronteret med vor nøgne eksistens, som er tilværelsen forud for enhver kultur.

Når vi gennem lang tids praksis af dharmaen endelig har erkendt og realiseret buddhanaturen, som den buddhistiske kulturhistorie taler så meget om på så mange forskellige måder, kan vi med egen stemme udtrykke denne universelle sandhed, og delagtiggøre andre mennesker i det vi har fundet. Vi har et ansvar overfor de, der kommer efter.

Det vanskelige er ikke at se den egentlige natur også i alle levende væsner og som selve virkelighedens udelelighed, for det er den rene bevidsthed eller det ”hvide lærred” før ord, begreber og billeder tilslører dets klare væsen.

Buddha-naturen ser kun buddhanaturen. Det vanskelige ligger i at opdage hvor livsvigtigt det er at erkende den egentlige virkelighed, i stedet for snart at se den ”ydre” virkelighed og snart den ”indre” virkelighed. Og det paradoksale er, at hvis vi søger den, finder vi den ikke, fordi det er os selv, vor egen identitet, som er uden form, men uadskillelig fra den uendelige mangfoldighed, som afspejler sig i bevidsthedens sådanhed.